Økonomi & Regnskab

Landmand hyrer firmasekretær for at fokusere på forretningsudvikling

Souschef
Mobil: 22219406
E-mail: mkw@velas.dk

En omlægning af bedriften fra traditionelt landbrug til også at indeholde moderne byudvikling har betydet markant mere administrativt arbejde for landmand Jørgen Baastrup Nielsen. Derfor har det været nødvendigt at få en sekretær ind på deltid for at bruge tiden bedre 

Hvor andre landmænd tænker dyr og hektar, tænker Jørgen Baastrup Nielsen fra Galten også udstykning og byggemætning. Det skyldes, at han med årene er gået fra svineproducent til bydelsudvikler af boligområdet Skovby Nygaard i det østjyske. 

”By indgår nu også i min markplan på lige fod med raps og hvede” siger Jørgen Baastrup, der har udstykket 50 hektar landbrugsjord i Galten-Skovby.

Allerede i takt med at bedriften voksede tilbage i starten af 90’erne, tog de administrative opgaver til. De første år klarede Jørgen Bastrup selv regnskabet, men det tog tid. Tid, som ifølge ham selv, var bedre givet ud i stalden eller på marken.

Derfor stod det klart, at en såkaldt firmasekretær – en sekretær, der lejes ind på deltid - var løsningen. Lige siden 1994 har Jørgen Bastrup haft firmasekretær gennem Velas, og de sidste syv år har det været Åse Støvlbæk, der er kommet troligt på gården hver onsdag. Hun kender derfor virksomheden ud og ind og hjælper med alt fra bogføring til lønindberetning og øvrig administration.  

”Det er genialt, fordi jeg kan springe et bøvlet mellemtrin over ved, at Åse er et bindeled til mine øvrige konsulenter i Velas, og hun står for kontakten til dem. Dermed sikrer hun, at vi altid har det fulde overblik. På den måde sparer jeg både tid og ressourcer, og vi har aldrig før været så meget på forkant med tingene som nu. Det styrker bare min bedrift yderligere”, siger Jørgen Baastrup.


Åse Støvlbæk er kommet på Christinedahl de sidste syv år hver onsdag.

Tid til at nytænke bedriften
I dag er den fædrene gård revet ned og alle dertilhørende marker er anvendt til udstykning af 500 nye boliggrunde. Jørgen Baastrup bor på nabogården Christinedahl, hvor han driver et udviklingsselskab samtidigt med markbrug og en smågriseproduktion, som han lejer ud. 

”Det giver ro på, at min firmasekretær indgår som en fast del af virksomheden”, siger Jørgen Baastrup, som derfor har haft overskuddet til at kaste sig over nye projekter, som eksempelvis byudvikling af det nye store boligområde mellem Skovby og Galten.

Projektet opstod, fordi byen kom tættere og tættere på Jørgen Baastrups fædrene gård med tilhørende svineproduktion og markbrug. 

“Jeg kunne blive en sur gammel bondemand, der holdt op med at udvide. Eller jeg kunne tage del i den lokale byudvikling. Jeg valgte det sidste”, fortæller han. 

Flere landmænd hyrer ind til administration
Det er dog langt fra bare Jørgen Baastrup, som har fået øjnene op for firmasekretærer, og i Velas mærker man en klart styrket interesse for at få hjælp til den administrative del af bedriften. 

”I takt med at flere bedrifter bliver større og større, stiger mængden af administrative opgaver også. Vi oplever derfor, at flere af vores landmænd benytter sig af firmasekretærer som et led i at styrke bedriften”, fortæller souschef for økonomi og regnskab i Velas, Morten Knude Wind. 

Opgaverne spænder bredt og kan tælle alt fra bogføring, lønindberetninger, kalenderføring og til bindeleddet til øvrige konsulenter. Ifølge Morten Knude Wind er fordelen netop, at det er en fleksibel løsning, der er skræddersyet til kundens behov.